Sagde han virkelig det?

Vi lever i et samfund, hvor ligestillingen hersker. Eller gør den? På papiret har vi ligestilling i Danmark – også på arbejdsmarkedet. Kvinder har alle de samme muligheder som mænd. 

Det lyder jo alt sammen meget godt. Problemet er bare, at det bare ikke er den virkelighed, jeg selv og mange andre unge kvinder oplever. Jeg har en idé om, at man som ung kvinde på arbejdsmarkedet ikke ligefrem er arbejdsgivernes ønskeansøger, når de rykker en jobannonce i avisen.  

Ofte får jeg spørgsmål til jobsamtaler, der går på, om jeg snart skal have børn. Det må de jo – i ligestillingens hellige navn – slet ikke spørge om, men det gør de altså. Jeg har vendt problematikken med flere vejledere hos både jobcenter og a-kasse, og den generelle holdning dér er, at enten tror de mig ikke helt: ”De må jo ikke spørge om sådan noget. Mon ikke du bare har misforstået…?” Eller også lukker man øjnene for det: ”Vi ved godt det forekommer, men sådan er det bare. Vi kan ikke gøre noget ved det.” At de arbejdsgivere, der spørger, ikke spørger alle – både mænd og kvinder – over én kam, ved jeg. Jeg var engang indkaldt til en samtale et sted, hvor en jævnaldrende mandlig bekendt til mig også skulle til samtale. Bagefter talte vi sammen, om hvordan vi syntes det var gået. Jeg spurgte ham, om hvad han mente om alle de spørgsmål om civilstand, børn og udsigten til at få børn. Forbavset kiggede han på mig, for det viste sig, at han slet ikke var blevet stillet de spørgsmål. Da jeg uddybede, at jeg nærmest var blevet lokket til at ”bekende mine ønsker om børn og familie”, ved at få at vide, at der skam ikke var noget galt med at få børn, og at intervieweren skam selv var familiefar, var min vens eneste kommentar: ”Sagde han virkelig det?” 

På baggrund af den oplevelse, er jeg kommet frem til, at vi kvinder nok på papiret er ligeværdige med mænd på jobmarkedet. Virkeligheden er bare en anden. Er du ung kvinde under 30, og har du endnu ikke fået børn, bliver du betragtet som om du forsøger at snøre arbejdsgiveren til at ansætte dig. Jeg tror, at hvis der til et job er flere kvalificerede ansøgere, vil den unge kvinde mange steder automatisk ryge i en standby bunke, som kun tages i betragtning, hvis alt andet fejler. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg kan bevise, men efter et hav af ansøgninger og knap så mange samtaler, begynder det at lugte lidt. 

Det værste ved problematikken er, at store dele af samfundet ikke ser det som et problem. Sådan er det bare. Vi lukker øjnene og gentager det hellige mantra ”Vi har ligestilling i Danmark” endnu engang. Hver gang jeg forsøger at gøre opmærksom på problemet, siger folk med mistro i stemmen: ”Sagde han virkelig det???”

Heksejagt

Jeg har lige været på jobnet for at bekræfte, at jeg er aktivt jobsøgende. Det er et krav, at alle ledige skal bekræfte at de er aktivt jobsøgende en gang om ugen. Jeg gør det to gange om ugen – bare for at være sikker. Grunden til det, er at jeg p.g.a. en fejl den første uge med ordningen ikke blev registreret. To dage efter modtog jeg i posten en skriftlig advarsel. Hvis det sker igen mister jeg min ret til dagpenge. Derfor logger jeg troligt ind hver mandag og fredag for at trykke på en lille knap, og derved på tro og love erklære, at jeg er aktivt jobsøgende.

Jeg kan ikke helt gennemskue formålet med dette system – og dog. Officielt skulle det, at den ledige aktivt skal ind og foretage sig noget ved at trykke på knappen på jobnets hjemmeside gøre, at man opper sig og tager ejerskab for sin egen jobsøgning. Personligt tror jeg mere på, at denne ordning er et led i en mere og mere omfattende heksejagt, der foregår på ledige i Danmark i dag. Jeg kan ikke se, hvordan det skal virke mere motiverende at trykke på en knap. Det styrker ikke min indsats for, at finde mig et job. Det er min helt private teori, at det er en metode, hvor målet er, at vente på at de ledige laver en fejl, hvorefter man frejdigt sparker dem ud af dagpengesystemet.

Den nyeste del af heksejagten handler også om begreberne ”Aktivt jobsøgende” og ”At stå til rådighed for arbejdsmarkedet”. Det er nu et krav, at ledige skal søge mindst fire stillinger om ugen. Tidligere blev man af sin a-kasse anbefalet, at hvis man søgte 4 stillinger om måneden, ville det blive betragtet som fyldestgørende. Selv søger jeg alt, hvad jeg kommer i nærheden af, hvilken altid har været mere end 4 om måneden, men nu er jeg begyndt at komme i knibe. Jeg kan simpelthen ikke finde nok relevante stillingsopslag til at opfylde den nye kvote. Som konsekvens heraf, søger jeg nu også mange stillinger, som jeg egentlig ikke er kvalificeret til og som jeg ved, at jeg aldrig vil få.

Det er ikke kun de ledige, der synes at kravet om 4 ansøgninger om ugen er skudt over målet. Jeg kender folk, der arbejder med HR, der blegner, når de tænker frem på den 4-dobling af deres arbejdsbyrde, der er på vej – og hvor ¾ af ansøgningerne er pligtansøgninger, hvor afsenderen slet ikke har nogen reel interesse i jobbet. Som eksempel kan det nævnes en ansøger, der i sin ansøgning anførte sit store kørekort som sin fremmeste kvalifikation til at bestride en stilling som vice-direktørpost i det offentlige.

Det føles mere og mere som en heksejagt på ledige. Der stilles flere og flere krav. Der fjernes flere og flere goder, som eksempelvis halveringen af perioden for supplerende dagpenge. Jeg er slet ikke imod, at der laves tiltag, der skal hjælpe med at få de ledige i arbejde, men burde man ikke overveje hvem det er de ovennævnte tiltag hjælper? Hjælper det at trykke på en knap en gang om ugen? Og hjælper det at øge kravet til jobsøgningen, så de ledige bruger deres tid på at skrive ansøgninger efter devisen kvantitet frem for kvalitet? 

Profil af en ledig

Hej, jeg er ledig. Ja jeg ved godt, at de fleste nu tænker: ”Hvad er der galt med hende? Der er jo så mange jobs at få! Hun nyder nok rigtigt at nasse på os andre!!”

Jeg er 29 år gammel og har en længere videregående uddannelse, som jeg færdiggjorde i januar 2005. Siden dengang er det ikke lykkedes mig at få en fuldtidsstilling. Jeg har haft korte vikarjobs, været i praktik og sidder nu i en løntilskudsstilling. Jeg søger flittigt, men endnu er der ingen der har villet ha’ mig/kunnet bruge mig. Selv kan jeg heller ikke forstå, hvad der er galt med mig. Noget må der da være galt? Man hører konstant vore politikere udtale i medierne, at de eneste der pt. er arbejdsløse er arbejdssky elementer, der har store sociale problemer. Jeg føler bare ikke, at jeg passer på den beskrivelse.

Selv mener jeg, at have meget at byde på. Jeg har som sagt en videregående akademisk uddannelse, som jeg i løbet af min ledighedsperiode har suppleret med flere kurser, der burde have gjort mig mere tiltalende for eventuelle arbejdsgivere. Min nuværende arbejdsgiver (løntilskud) er mere end tilfreds med mit arbejde. Desværre er min arbejdsgiver en offentlig institution, der har en begrænset lønpulje fastsat af finansministeriet, så desværre kan de ikke tilbyde mig fastansættelse, dog har de masser af penge øremærket til at købe dyre konsulentydelser. Jeg har ikke mentale problemer, drikker ikke og kan godt komme op om morgenen. Jeg er glad for, at jeg hver morgen har et job at tage til. Det er ikke lønnen, der betyder det store i den sammenhæng – jeg får ikke nogen, men samspillet med mine kolleger og følelsen af at det stykke arbejde, jeg yder, kan bruges til noget er det hele værd. Faktisk, når man tænker over det – betaler jeg for at gå på arbejde: Jeg får mine dagpenge som ”løn” for det arbejde jeg udfører, men for at komme frem og tilbage til min arbejdsplads hver dag betaler jeg 710 kr. om måneden til DSB. Ved i hvad? Jeg gør det med glæde.

Jeg er snart nået dertil, hvor jeg ikke længere ved hvordan jeg skal komme videre. Ingen jeg taler med i “systemet” kan hjælpe mig. Faktisk stiller mange sig skeptiske, når jeg fortæller min historie. Derfor har jeg valgt at bidrage til denne blog. For at vise, at vi er andet end asociale samfundsnassere, psykisk ustabile misbrugere, hænder, hoveder, ressourcer… der er ingen ende på hvilke charmerende navne vi har fået hægtet på os. Efterhånden virker det som om samfundet har glemt hvad vi virkelig er: mennesker!

Min erfaring er, at jeg falder på min manglende erfaring. Men hvor pokker skal jeg få den fra, når ingen vil være de første til at give mig noget?? – erfaring altså. Og så er der lige det spørgsmål, som arbejdsgiverne ikke må stille – men alligevel gør: ”Nå men du skal vel også snart til at have nogle børn?”. Og selvom man siger nej, ser man glimtet i deres øjne: ”ja den er god med dig”.

Jeg er i gang med mit 4. år på dagpenge – næste januar falder hammeren over mig, hvis jeg ikke har haft heldet med mig inden da. Jeg har lige nu kun en 80 % sats af dagpenge (dimmitendsats), da jeg ikke har haft fuldtidsbeskæftigelse siden jeg dimmiterede i 2005. Altså har jeg ikke meget at bruge af, men alligevel får tanken om kontanthjælp panikken til at komme krybende. Desuden føles det som et personligt nederlag, at ingen kan have brug for en ung men uerfaren veluddannet kvinde i et land der skriger på arbejdskraft.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Faktisk er vi mange. Vi krymper os, når nyhederne endnu engang fortæller at arbejdsløsheden er lavere end den har været i årtier og regeringen nu sætter ind mod de sidste genstridige asociale og psykisk ustabile samfundsnassere. Folk tror på hvad de hører i medierne – de stoler på politikerne. Hvad tænker du selv, når jeg præsenterer mig med ordene: Hej, jeg er ledig!

Velkommen til Ledighelvede

Måske har du været her i Ledighelvede længe ligesom jeg, måske er du netop ankommet. Ligegyldig hvad, så er jeg sikker på, at du har smagt “systemets” medicin allerede. Der er selvfølgelig også den mulighed, at du er en af de få, som rent faktisk interesserer sig for, hvordan vi går og har det her nede i den varme gryde, selvom du lige nu er i sikkerhed oppe i de køligere luftlag, hvor overblik og overskud er med til at klare hjernen og inspirere til kreativitet, læring og udfoldelse af egne kompetencer.

Ja, ja, jeg ved godt at alt ikke er fryd og gammen i det pulserende arbejdsliv. Jeg har da en social omgangskreds og familie, som kan berette om krævende chefer, lange arbejdstider, dårlig løn, konstante omrokeringer osv. osv. Men helt ærligt, så ér det altså lettere at skifte job, når man allerede har et job eller i det mindste har en klar profil på arbejdsmarkedet. Det er et faktum, som vi ikke må se bort fra.

Som nyuddannet med en uddannelse, som nemt associeres med støv, tørhed og stilhed, så ER det altså ikke helt let overhovedet at komme IND på arbejdsmarkedet. Og slet ikke når dét man gerne vil bidrage med er det nyeste indenfor videndeling, informationshåndtering og organisatorisk kommunikation. Ja, jeg må hellere holde mig til de danske betegnelser, for ellers bliver kontrasten da vist for stor.

Lige nu er jeg dog så heldig at være havnet i et løntilskudsjob. Det var endda helt frivillig, selvom mange har haft svært ved at tro det. Jeg har også været så heldig at kunne deltage i kurser indenfor webdesign og projektledelse – helt frivilligt. For man skal bare komme “systemet” i forkøbet, så er der ingen ko på isen. Men det bliver godt nok svært at komme nogen som helst i forkøbet, når man samtidig med sit ulønnede job skal til at søge fire stillinger om ugen. Hvor gode og gennemarbejdede tror I selv de ansøgninger vil blive? “Nårh ja, men du har da tid til at oprette en blog og alt muligt”. Hmm, ja du siger noget… Men hvordan f… skal jeg ellers komme af med alle mine frustrationer?